Det er simpelthen for dårligt, at jeg ikke har nævnt Papirøen noget før, når jeg praktisk talt lever herude igen i år. Jeg er herude på næsten daglig basis, og her er simpelthen så hyggeligt. God stemning og en masse lækker mad og drikke. Det er en skøn oase midt i byen, hvor man virkelig kan få slappet af. Det er selvfølgelig rart, at den nye bro endelig er klar, så man kan gå direkte derover fra Nyhavn, men det har også medført at man står i kø en del længere tid, og godt kan risikere at skulle gå på liggestolsjagt, hvilket selvfølgelig er en smule irriterende!

Anyway, så er der fuld af en masse lækre stader, som serverer mad og drikke i god kvalitet til fair priser. Jeg elsker mad, og jeg lyver ikke når jeg skriver, at jeg næsten har været alle boderne igennem… Jeg har faktisk ikke prøvet at blive rigtig skuffet endnu, men jeg har selvfølgelig fundet mig mine favoritter.

Min nyeste favorit er helt klart Madenitaly, som er en stad hvor der bliver serveret lækre hjemmelavede vegetariske gourmet pizzaer. Jeg har en forkærlighed for Pizza, men de her ligger helt klart meget højt på listen over de bedste pizzaer jeg har smagt. Min absolutte favorit er deres trøffelpizza, som I bliver nødt til at smage. Jeg har ikke været alle pizzaerne igennem endnu, men det skal jeg nok nå inden sommeren af omme.

Når jeg er i mit sunde hjørne, hvilket jeg for tiden ikke er særlig ofte, så tyr jeg til Root Food, som laver nogle rigtig lækre rispapirsruller, eller ”wraps” som de kalder dem. Jeg elsker generelt bare rispapir så højt, at jeg nogle gange overvejer at spise det bart - Det er dog ikke sket endnu. Hvis I prøver at spare lidt på kalorierne, så er de i hvert fald et rigtig godt alternativ.

Fritterne fra Copper and Wheat er der blevet snakket meget om, og der er altså noget om snakken. Det er belgiske fritter, dobbelt stegt i andefedt hvilket tilsyneladende smager virkelig godt!! Jeg bestiller dem ret ofte, hvis jeg ikke er mega sulten, eller som en sideorder til hvad jeg nu ellers finder på.

Jeg elsker burgere og burgeren med pulled duck fra Duck It er klart blandt en af mine favoritter i hele København. Den skal også prøves! Hvis der går totalt and i den, så kan I jo passende spise den sammen med andefritterne.

Jeg er stor fan af Pita med Fallafel, der er ingen der slår Durum Bar’s, men jeg synes at Fala Fala’s er en rigtig god konkurrent!

Jeg har bestemt også en sød tand, som skal forkæles en gang i mellem. Hvis vi lige ser bort fra Tiramisu, så er cheesecake nok min yndlingsdessert.Cheesecaken er en stad, som kun serverer cheesecake i alle mulige forskellige varianter og dem jeg har fået indtil videre kan klart anbefales, hvis man er til den slags.

Når det er tid til noget til ganen så er La Drueta klart min favorit. De laver de lækreste (og flotteste) Gin ’n’ Tonics i mange forskellige varianter. GT’s er klart min yndlingsdrink, og så er det jo herligt at man kan prøve lidt forskelligt, når det er det eneste man drikker en hel eftermiddag/aften.

Et lille ekstra tip er, at det er som om at maden smager lidt bedre, og liggestolen føles lidt mere rar lige efter en dukkert, så jeg hopper altså ret ofte lige i havnen først.

Freja.


Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments